På gravning ved Dragstrup
Gå til hovedindhold

Solen hjælper med at producere dit drikkevand

Solen hjælper med at producere dit drikkevand

På taget af det nye Gilleleje Vandværk ligger et solcelleanlæg på 105 kWp.

Det er ikke kun tænkt som et grønt element på en ny bygning. Solcellerne skal være med til at levere en del af den elektricitet, vi bruger på at pumpe, behandle og distribuere vand til vores forbrugere.

Og der skal faktisk bruges en del strøm til at drive et vandværk.

I 2025 brugte Gilleleje Vandværk samlet cirka 287.000 kWh elektricitet.

Vi vil bruge strømmen, når solen skinner

Det interessante er derfor ikke kun, hvor meget strøm solcellerne kan producere.

For os er det mindst lige så interessant, hvor stor en del af strømmen vi selv kan bruge direkte på vandværket.

Når solcellerne producerer elektricitet samtidig med, at pumper, filtre og øvrige installationer bruger strøm, kan energien anvendes direkte i vores egen drift. Producerer anlægget mere, end vi bruger på det pågældende tidspunkt, sendes overskuddet ud på elnettet.

Derfor arbejder vi også på at få endnu bedre målinger af sammenhængen mellem produktion og forbrug. Det skal give os et bedre grundlag for fremover at tilrettelægge dele af driften efter, hvornår energien er til rådighed.

Næste skridt er energioptimering

Solcellerne er dermed kun én del af arbejdet.

Vores langsigtede mål er både at øge andelen af vores energiforbrug, som dækkes af egen produktion, og at blive bedre til selv at udnytte den strøm, vi producerer.

I 2027 bliver energioptimering derfor et af de områder, vi vil have endnu større fokus på.

For den billigste og mest klimavenlige kilowatt-time er i sidste ende den, vi enten selv kan producere – eller helt undgå at bruge.